Hun står der og kigger meget insisterende på mig – og så alligevel ikke…måske ser hun ikke mig, men lige igennem mig, måske ser hun på en der står lige bag mig, en lurende fare?

Fotografiet af Natascha Kampusch ansigt, fylder hele forsiden ud med det intense, alvorlige, men reserverede blik og munden, der vidner om at der ikke har været grund til smil eller latter i mange år af dette unge liv.

Der er ingen tvivl om at denne pige har en historie at fortælle, en historie , der er værd at læse, og forsiden lover at du kommer tæt på – så tæt på som Natascha tillader.

Vi ser idag masser af biografier, portrætter og samtalebøger med portrætfotos på forsiden, det er nærmest blevet kendetegnet på genren  og det virker jo. Vi er ikke i tvivl om hvem bogen handler om og med et blik rettet lige mod læseren bliver vi inviteret helt ind i deres verden.

Det gode forsideportræt afspejler bogens vinkel og dybde. Hvis hovedpersonen ser på dig får du en fornemmelse af at han/hun personligt har et budskab til dig. Ser han/hun derimod væk, er der straks en distance og bogen vil typisk være en fortælling om personen istedet for af eller med.

Gå på opdagelse i din bogreol, i boghandlen eller på biblioteket og ‘læs’ forsiderne. Hvem fanger dig og gør dig nysgerrig på deres historie?

 

3096 dage | Forfatter: Natascha Kampusch | Forlag: Gyldendal | Omslagsfoto: Martin Movarek | Omslag: Lise-Lotte Holmbäck

 

Tagged with:
 

Comments are closed.

Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.