Currently viewing the tag: "forsider"

Verdens bedste brownies - 2 versioner

Hvilken af disse bøger ville du helst sætte tænderne i?

Jeg hørte for nyligt om et eksperiment, hvor en café uddelte gratis brownies til deres kunder. Alle kagerne var ens, men nogle blev serveret på en serviet, andre på en paptallerken og atter andre på fine porcelænstallerkner. Kunderne blev bedt om at vurdere kagens kvalitet og fortælle hvor meget de var villige til at betale for sådan en.

Dem, der fik deres brownie på en serviet, synes at den var ok, men ikke noget særligt. Men de, der fik den serveret på porcelæns-tallerken var meget begejstrede og var klar til at betale over dobbelt så meget, som dem, der fik serviet.

Og hvad i alverden har det med bøger at gøre, tænker du måske…temmelig meget, synes jeg.

Du kan have skrevet århundredets lovestory, en helt igennem hårrejsende krimi eller fagbogen, der kan redde hele verden, men hvis du serverer den i en lidt ligegyldig indpakning vil den måske ikke engang nå ud på boghandlerens hylder eller skabe opmærksomhed hos dine potentielle læsere. Hvis bogen derimod forsynes med en forside, der er opsigtsvækkende, stemningsskabende eller hvad-der-nu-er-det-rigtige-for-netop-den-bog  og et gennemarbejdet proffessionelt layout, så fortæller du også verden at her er en bog, der faktisk er lagt en masse ressourcer i. Nogle har synes at det var besværet værd at kæle for detaljen og at servere denne historie/denne viden/dette budskab “på det fine porcelæn”, og så er den jo nok også værd at læse – mon ikke?!

Så, ligheden mellem bøger og brownies…

De smager (og sælger) bedst hvis der er kælet for præsentationen!

“You never get a second chance to make a first impression”

Tagged with:
 

Networking – En del af min hverdag

Jeg har lige haft fornøjelsen af at hjælpe damen her – Networking-eksperten Carina Heckscher www.facebook.dk/carina.heckscher www.facebook.com/networkingekspert – med at få hendes bog ud i verden. Bogen ‘Networking – En del af min hverdag’ udkommer officielt den 5. september og kan købes på hendes webshop www.4shopping.dk

Carinas mål med bogen var helt klart: Det skal være et udvidet visitkort, et af redskaberne hun vil  brande sig med som Networkingekspert.


Lidt baggrund

Carina er Idémager, foredragsholder og mentor og hele hendes virksomhed er bygget op omkring Networking og hun har derfor valgt at hendes fremtid skal være at træne og inspirere andre i Networkingens kunst hvad enten de er selvstændige eller ansatte. Og både gennem foredrag og workshops så man bliver mere fortrolig med at møde nye mennesker og skabe merværdi til virksomheden ved at få medarbejderene til at være deres bedste branding og markedsføringskanal. Det gør virksomheden mere troværdig og få mere relationssalg og bedre markedsværdi.

Bogen er tiltænkt som en inspirationsbog til at turde gå i gang med det at Networke og se det som en fordel både for dem selv privat eller i formaøjemed.


Med bogen har Carina nu

  • et udvidet visitkort, der inviterer til dialog og åbner døre til nye muligheder
  • en dokumentation for at hun ved hvad hun taler om = ekspertstatus
  • en reklame for hendes forretning, der får betydeligt længere tid til at bide sig fast i læserens opmærksomhed end de fleste andre tryksager
  • et produkt at sælge når hun udbreder sit budskab ved foredrag, på messestand, til netværksmøder o.s.v.
  • en lærebog til hendes mentees
  • og sikkert meget mere


Et par af tankerne bag bogens design

Fordi bogen også er et ‘profilbranding’-redskab er der selvfølgelig et stort flot portræt af Carina på forsiden – ingen skal være i tvivl om at HUN er Networkingeksperten.

Bogen er 14,5 x 17 cm – et lækkert lille format, der nemt kan være i en taske hos dem der køber den med hjem efter et foredrag eller skal have den med til læsning på togturen. Det gør det selvfølgelig også nemt for Carina at tage en stak under armen og sprede omkring sig af, når hu er ude og networke.

Teksten er større end i de fleste tekstbøger og opdelt i mange afsnit, så den er let og hurtig at læse. Budskabet er at networking er let at lære og derfor ikke kræver en lang tung afhandling.

Til sidst må jeg lige fortælle jer at Carina faktisk har formået af skabe bogen temmelig hurtigt og til gode priser ved at trække på sit netværk. Inspirerende netværkshistorier, interviews, fotograf, stylist, trykkeri og Bogdesigneren (ja det er jo så mig) er fundet i Carinas netværk og alle har gladeligt bidraget til bogens tilblivelse. Så hun ved hvad hun snakker om – Networkingeksperten!

 

Networking – En del af min hverdag | Forfatter: Carina Heckscher | Grafisk tilrettelægning: Charlotte Engel

Tagged with:
 

Hun står der og kigger meget insisterende på mig – og så alligevel ikke…måske ser hun ikke mig, men lige igennem mig, måske ser hun på en der står lige bag mig, en lurende fare?

Fotografiet af Natascha Kampusch ansigt, fylder hele forsiden ud med det intense, alvorlige, men reserverede blik og munden, der vidner om at der ikke har været grund til smil eller latter i mange år af dette unge liv.

Der er ingen tvivl om at denne pige har en historie at fortælle, en historie , der er værd at læse, og forsiden lover at du kommer tæt på – så tæt på som Natascha tillader.

Vi ser idag masser af biografier, portrætter og samtalebøger med portrætfotos på forsiden, det er nærmest blevet kendetegnet på genren  og det virker jo. Vi er ikke i tvivl om hvem bogen handler om og med et blik rettet lige mod læseren bliver vi inviteret helt ind i deres verden.

Det gode forsideportræt afspejler bogens vinkel og dybde. Hvis hovedpersonen ser på dig får du en fornemmelse af at han/hun personligt har et budskab til dig. Ser han/hun derimod væk, er der straks en distance og bogen vil typisk være en fortælling om personen istedet for af eller med.

Gå på opdagelse i din bogreol, i boghandlen eller på biblioteket og ‘læs’ forsiderne. Hvem fanger dig og gør dig nysgerrig på deres historie?

 

3096 dage | Forfatter: Natascha Kampusch | Forlag: Gyldendal | Omslagsfoto: Martin Movarek | Omslag: Lise-Lotte Holmbäck

 

Tagged with:
 

Senor Peregrino

Et enkelt blik på Senõr Peregrino, var alt der skulle til for at overbevise mig om at ham ville jeg gerne dele en stribe sommeraftener med.

Nogle bøger kan bare det der, med at de nærmest kaster sig selv i armene på os. Andre bøger står køligt afventende tilbage på boghylden og venter på om vi mon tilfældigvis får øje på deres diskrete charme og indre skønhed.

Det nytter bare ikke noget at stå der og spille kostbar eller ydmyg. Her gælder skoleballets love. Det er hverken den kloge fyr eller den stille pige der går hjem med den udkårne. Der må godt tales med store bogstaver og vises lidt kavalergang.

Og hvordan gør man så det?

Det er der ikke noget entydigt svar på – og dog! Det handler selvfølgelig meget om smag og behag – det, der virker på mig, virker ikke nødvendigvis på dig. Men der er nogle generelle virkemidler man kan tage i brug, bl.a.:

Kend din målgruppe og tal deres sprog
Her vil jeg skyde på at en hurtig målgruppebeskrivelse ville lyde nogenlunde sådan: Kvinde 35+, interesser: rejser, det eksotiske, eventyr, mystik, spiritualitet, selvudvikling, psykologi, menneskelige relationer, kunst, design, æstetik.

Illustrationen, farverne og ordene på forsiden griber med målgruppen om hjertet. De skaber en stemning og fortæller en historie. Jeg synes næsten jeg kan høre musikken.

Forestil dig at ordet ‘passion’ er byttet ud med ‘romantik’, blomsterne er lyserøde, baggrunden lyseblå og kvinden lyshåret – straks en helt anden historie, ikke?!

Vis hvad læseren kan forvente af bogen
Der skal være sammenhæng mellem det ydre og det indre. Når jeg ser denne forside, regner jeg med at blive mødt af en velskrevet fortælling om skæbner og historier der udspiller sig i et miljø med varme temperaturer, hvor menneskene har store armbevægelser, stærke viljer og dybe følelser. En fortælling der flirter med det åndelige uden at blive religiøs.

Fokus på detaljerne
De små ting tæller – også inde i bogen. Her er det bl.a. den dekorative krølle under kapitelnummeret, den lille vignet mellem afsnittene og rosetten med anmeldelsen på forsiden. Anmeldelser anbringes sædvanligvis på bagsiden eller flapperne, men her er det brugt på forsiden som dekorativt element, der tilfører en lethed samt et yderligere salgsargument.

Når der er kælet for detaljerne og bogens design fremstår som en gennemarbejdet helhed, får læseren automatisk en forventning om at indholdet er lige så helstøbt. Pointen er at et godt design kan løfte læserens oplevelse af bogen!

 

Jeg har endnu ikke læst en eneste sætning af Senõren, men jeg behøver vel ikke fortælle at jeg glæder mig til at lade mig opsluge af “ham”?!

 

Senõr Peregrino (og efterfølgeren Drømmehjerte) | Forfatter: Cecilia Samartin | Forlag: Bazar Forlag Danmark | Tilrettelæggelse af omslag: Lene Stangebye Gevin efter Sarah Perkins originaludgave | Sats: Ole Arnt Thomsen

 

Tagged with:
 
Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.